Source: Ekstra Bladet
Published: 2025-11-03T08:51:55+00:00
Score: 5.00
Som ung var han cykelrytter og så forfærdeligt god, at han vandt olympisk guld. Det er der ikke nogen, der kan. For det var i 1948 på cykelbanen i London og i verdenskrigens mørke skygge. For Frankrig var det blandt andre Charles Coste, der inden sin død var den ældste, nulevende OL-guldmedaljevinder. Han kom med på det stærke, franske 4000 meterforfølgelseshold, der også bestod af Pierre Adam, Serge Blusson og Fernand Decanali. To år senere foretog han en sidste, offentlig optræden, da han var på scenen i Paris som én af fakkelbærerne ved OL-åbningsceremonien.
Charles Coste er død. Forleden sov han fredfyldt ind - 101 år gammel. Som ung var han cykelrytter og så forfærdeligt god, at han vandt olympisk guld. Du kan ikke huske det. Det er der ikke nogen, der kan. For det var i 1948 på cykelbanen i London og i verdenskrigens mørke skygge. For Danmark var det folk som Paul Elvstrøm, Knud Lundberg og Karen Margrethe Harup vandt medaljer. For Frankrig var det blandt andre Charles Coste, der inden sin død var den ældste, nulevende OL-guldmedaljevinder. Den 24-årige cykelrytter havde udskudt planerne om at blive professionel, fordi han længtes efter London og OL-deltagelse. Han kom med på det stærke, franske 4000 meterforfølgelseshold, der også bestod af Pierre Adam, Serge Blusson og Fernand Decanali. Dem kan du nok heller ikke huske. Var ved at dratte ned fra podiet Men de var så gode, at de kørte fra alt og alle og vandt guld. Også italienerne. Charles Coste i selskab med en uidentificeret kollega under Tour de France i 1950. Foto: AFP/Ritzau Scanpix Coste på vej mod mål i Grand Prix des Nations i 1949. Foto: AFP/Ritzau Scanpix Annonce: Nu var det i skyggen af krigen, så nogle forhold var temmelig beskedne. Eksempelvis var medaljer temmelig små, hvilket Coste mange år senere bemærkede, da han blev bedt om at genfortælle finaledagen af sportsavisen L'Équipe. - Podiet var mere en lille platform, hvor vi måtte stå meget tæt for ikke at dratte ned. De gav os medaljerne i en æske. Vi fik dem aldrig om halsen. De var ret små - belagt med et tyndt lag guld. Det var efter krigen... Og så ventede vi på Marseillasen. Men den kom aldrig. Båndet var nok blevet væk, sagde han. Det er OL-medaljen, der bliver fremhævet i mindeordene om Charles Coste. Men hans karriere som landevejsrytter fortjener godt nok også et par ord. Han var vokset op på en vingård i 1920'erne og 1930'erne i det allersydligste Frankrig nær Toulon. Naboerne var amatørryttere, og den purunge knægt fik lov at cykle med dem, hvorfor det ret hurtigt stod klart, hvilken vej han skulle i livet. Charles Coste i 2022, da han fik overrakt Æreslegionen. Foto: Franck Fife/AFP/Ritzau Scanpix Annonce: Efter OL-triumfen var det landevejen og Peugeot-holdet, der trak. I alt blev det til 11 sæsoner, hvor han undervejs blev nummer fire i Paris-Roubaix og tog nogle drabelige dueller med legender som Fausto Coppi, Charly Gaul, Gino Bartali og Ferdinand Kubler, mens han nåede at køre på hold med folk som Rik van Steenbergen, Louison Bobet og Jacques Anquetil. Coppi endte tilmed som hans ven. Arbejdede på et vaskeri Han blev firer i Paris-Roubaix det ene år, vandt de hedengangne Paris-Limoges og Grand Prix des Nations og deltog flere gange i både Giro d'Italia og Tour de France. Grand Prix des Nations var i øvrigt en 140 kilometer-lang enkeltstart med start ved Versailles og mål på Parc des Princes i indre Paris. Her besejrede han fænomenet Coppi. Han stoppede karrieren i 1960 og arbejdede siden på et vaskeri. Han var et stille gemyt, og flere franske medier har siden beskrevet hans tilværelse væk fra offentligheden og al opmærksomheden som noget, han i den grad foretrak. Coste fremviser nogle af sine medaljer fra de aktive år som cykelrytter. Foto: Joel Saget/AFP/Ritzau Scanpix Én ting manglede dog i hans tilværelse: Ordre national de la Légion d'honneur - eller Æreslegionen. Den franske fortjenstorden. Noget alle olympiske guldvindere per automatik gør sig fortjent til. Annonce: - Det ville være en stor ære. Og det ville være en gestus til mine tre holdkammerater. Vi vandt medaljen sammen, og det vil være et stærkt minde om dem, der alle forlod os alt for tidligt, sagde han for nogle år siden. Og minsandten om ikke drømmen gik i opfyldelse. Måske netop på grund af udtalelsen. I 2022 endte han med at modtage ordenen. To år senere foretog han en sidste, offentlig optræden, da han var på scenen i Paris som én af fakkelbærerne ved OL-åbningsceremonien.